DCU Postcup afd. 2 Vejle d. 27. april
Søndag stod den på et af de løb jeg virkeligt har set frem til. Sidste år kørte jeg løbet i Vejle og det var en rigtig fed og kuperet rute. Desuden var vejret rigtigt godt og det så ud til at gentage sig i år. Herudover havde jeg efter min sejr i B i Århus i starten af april forventninger om at kunne gøre det godt resultatmæssigt.
Vi tog turen til Vejle søndag formiddag og ankom i god tid før løbet. Vi rullede ud på en opvarmingsrunde og fik lige luret de mange bakker af. Ruten var meget kuperet med nogle rigtig gode, hårde opkørsler og så var der et par tekniske nedkørsler, samt et par vandløb der skulle krydses - en super fed rute!
Til start stod vi i B bagefter A, Junior og Veteran. Efter os stod så C rytterne og bagerst Damerne. Jeg stod i foreste række i B klassen og prøvede at holde et overblik over mine konkurrenter. Lige til venstre stod Jesper Skriver fra ÅMK, som blev 3 i Århus, til højre for mig stod Mikkel Nørgaard fra HMTBK og bag os stod Lasse Olsen fra HMTBK som blev 2 i Århus, samt Thomas Roien også fra HMTBK.
Starten gik og jeg kom rigtigt godt afsted op forbi de fleste veteraner og efter det første grusvejsstykke hvor ruten snævrede ind lå jeg bag Rasmus Berg (DMK), som jo kører Junior. Jesper Skriver var med, men ellers kunne jeg ikke lige se om der var andre i B efter. Fra start gives der altid god gas med kamp om pladserne, men efter de første par bakker begynder der at komme lidt spredning på det hele. Jeg følte mig rigtigt godt kørende og holdt et tilpas tempo uden at brænde helt igennem på bakkerne, da jeg vidste det ville blive et hårdt løb.
De første 3½ omgang fulgtes jeg med Jesper Skriver og da vi var enige om at vi måtte være i front i B, følte jeg at der var nogenlunde styr på det. Vi skiftedes lidt til at føre og havde selskab af flere undervejs. Jeg forsøgte en overgang at sætte lidt tempo, men da Jesper stadig hang på, valgte jeg at køre mere defensivt og satse på at kunne afgøre det til sidst i løbet. På starten af 4. omgang fik Jesper dog hul på en af bakkerne og da han efterfølgende satte tempo voksede hullet til lidt mere end jeg kunne ønske mig. Da der stadig var 1½ omgang endnu, valgte jeg at holde mit eget stabile tempo og satse på at hente ham igen stille og roligt. Jeg kunne hele tiden se Jesper foran, men må indrømme at hullet blev lidt for stort efter min smag. På det tidspunkt skulle jeg lige have mig selv overbevist om, at jeg altså stadig gik efter 1. pladsen i B…
På 5. og sidste omgang følte jeg mig stadig godt kørende og ikke på nogen måde “flad”, så det var bare at trykke den af resten af vejen og Jesper kom langsomt tættere på og ca. halvejes på 5. omgang hentede jeg ham. Jeg holdt tempoet oppe og Jesper kunne ikke hænge på, da jeg kørte forbi. Lidt efter overhalede jeg også Benny Anderson, den super hurtige veteran “Godt kørt” sagde han - “øh.. jo tak i lige måde!”. Resten af turen i mål fik den den så meget gas som muligt uden at der skulle sættes noget på spil på nedkørsler og singeltrack, men på den sidste (ret stejle..) bakke op mod mål gik der ged i min bagskifter, så jeg måtte af cyklen og løbe op. Så efter at have kørt og glædet sig over sejren var der lige pludseligt panik på, især da Benny Anderson kom forbi. For var forspringet til Jesper langt nok? - det var det heldigvis og jeg kunne rulle i mål som 1′er i B igen!
Med to sejre i B står jeg så til at rykke op i A. Det bliver spændende at skulle køre mod de helt hurtige og endnu vigtigere med længere køretid…
Næste løb bliver i Silkeborg på en rute som også skulle være i særklasse. Jeg har ikke kørt XC i Silkeborg før, så det glæder jeg mig til at prøve kræfter med.
Kofod blev 10 i A. Magnus havde ikke den bedste dag og blev 7 i B, men lover han vender frygteligt tilbage i Silkeborg! Morten Laustsen vandt C og rykker jo nok hurtigt gennem B og op i A hvor han hører til..
Vedsted blev 5 i C, Preben 8 i Veteran, Rasmus 2 i junior og Tine 8 hos damerne, men hun havde vist problemer med cyklen. De damer Marie og Sandra var til worldcup i Tyskland, men de forventes til start i Silkeborg.
Billeder, resultater og tider fra løbet kan ses her: http://www.mcv.dk/modules.php?op=modload&name=PagEd&file=index&topic_id=7&page_id=2275
Her er pulsfil fra dagens løb:

/Krogh